Tekstboks:

Forside:          Om Arkivet:     Nyhedsarkiv               Artikler:    Gårde:    Portrætter:     Slægtsforskning:      Kontakt                

En livlig gammel mand fortæller - fortsat

Jeg beder ham fortælle lidt om disse ture:

 

Først sejlede jeg med Skipper F, Lund Kragenæs. Han var ellers langelænder, men havde slået sig ned her på Lolland og sejlede på København. Skibet hed ” Karoline” Skipper Lund var far til nuværende købmand F.G. Lund, der har den pæne og statelige forretning i Kragenæs. Senere sejlede jeg med jagten ”Minerva”, som gik over Bandholm til København efter stykgods til købmændene på Lolland. Vi havde korn med til hovedstaden. Det var før Kragenæs havn blev udvidet, så det var besværligt med losning og ladning. Ved Kragenæs måtte folk køre ud i vandet, og aflevere korn/varerne i en jolle, som blev roet ud til selve fartøjet, og når indladningen var færdig sejlede vi til København. Der lagde vi til ved Højbroplads lige ved siden af den gamle Børs. Så gik skipper Lund på Børsen og solgte kornet, og når det var sket, begyndte udlosningen. Losningen var allerede dengang lidt gammeldags. Den foregik ved hjælp af tønder og bomme.

Vi transporterede også meget smør og mange æg og havde en hel del gode sager med tilbage, rom, brændevin, kaffe, te, chokolade og fine ting i vine

Om bord på skibet var vi tre mand, kaptain F. Lund, styrmand P. Lund og mig.

På turen derind lagde også til ved Fejø. Herfra sejlede vi  igennem Storstrømmen til København, Når det var koldt og hårdt vejr, gik vi gerne ned ved Ulshale, og lå i læ der, til vejret blev bedre.

En overgang drev vi handel med fisk. Et pund torsk kostede dengang 2 ører, siden steg det til 5 ører

Vi fik nogle gange fat i mange fisk og ofte kørte jeg ud  fra Kragenæs og solgte dem fra trillebør. Jeg startede om morgenen. Turen gik gennem Birket, Hejringe, Lindet, Horslunde og Vesterborg. Derfra til Kældernæs og Stokkemarke Så kunne jeg vende hjem om aftenen med en dagløn på 2 kr. for en dag

Var de træt efter sådan en tur Godske?

 

Nej jeg gik tit en tur til Nakskov og hjem igen. Der er 3 mil hver vej.

En tid trak jeg kvæg og heste til Nakskov. Jeg fik en rigsdaler for sådan en tur, og jeg brugte dem ikke. Jeg  spiste min mellemmad på Gæstgivergården ”Dania” eller et andet sted, dertil købte jeg mig en kaffeknægt for 15 øre enten med rom eller cognac, så det var en rigtig hjertestyrker. Det var hvad jeg havde råd til at bruge den dag. Bajersk øl var der ikke noget af.

Vi købte en halv ”budding,” på gæstgivergården, det var en halv pægl brændevin, så fik vi et glas øl i tilgift, og det var dejligt.

 

Kunne De styre tyrene Godske?

 

Åh det gik da, men det var ikke altid lige morsomt. Jeg husker at jeg ville skyde genvej i Vesterborg, der var nemlig en gangsti ved saftstationen, som jeg ofte brugte til kreaturerne En dag mødte jeg så forvalteren fra Saftstationen, og han sagde: ”De må ikke trække kreaturer her på gangstien” men jeg svarede ham: ”Vi er alle sammen gående, og en gangsti er vel for gående:” Så gik han sin vej.

Det kunne ske der var vrøvl med dyrene. Når de kom ud på landevejen, ville de ikke gå længere,’ men det hjalp næsten altid, når jeg ved Halsted Smedie gav dem en spand vand at drikke. Det var mest fede kreaturer jeg gik med.

Når vi kom ind i Nakskov forlangte politiet, at vi skulle have maske på dyrene, medens vi trak dem igennem byen.

De skulle ned til havnen, hvor de blev vejet på vejerboden, og derfra sendt med damperen.

   Forside:       Om Arkivet:      Sidste Nyt:        Artikler:    Gårde:    Portrætter:     Slægtsforskning:      Kontakt                

Næste