Tekstboks:

Forside:          Om Arkivet:      Sidste Nyt:        Artikler:    Gårde:    Portrætter:     Slægtsforskning:      Kontakt                

Tekstboks: Portrætter:

Elisabeth Hansen var en af de første kvinder i Danmark, der forsøgte at skabe sig et levebrød som publicist. Hun bidrog ivrigt til 1820’ernes voksende mængde af tryksager, skrev i mange litterære genrer, både digte, romaner, rejseskildringer og erindringer, og desuden artikler om økonomi, handel, søfart og politik. For at øge det økonomiske udbytte udsendte hun skrifterne både som tidsskriftsføljetoner og selvstændige udgivelser på eget forlag og altid under eget navn, men hendes folkelige baggrund, manglende litterære dannelse og begrænsede kunstneriske talent formindskede forfatterskabets gennemslagskraft.

 

Den vigtigste kilde til viden om EHs liv er tre selvbiografiske fragmenter. Scener af min Barndom, og mine Ungdoms Drømme om Sjælens Udødelighed, 1832, omhandler tiden indtil 14-års alderen; Min Reise i Aaret 1788 til det gode Haabs Forbjerg fra London, 1833, fortæller om den 14-årige EHs liv i London og rejse til Sydafrika med en veninde, og Fragmenter af en Dagbog paa en Reise til Engelland, Frankerige og Italien, i Aarene 1819 og 1820, af en dansk Kunstnerinde, 1827-28, beskriver den modne forfatterindes oplevelse af europæisk selskabsliv og seværdigheder. Tilsammen tegner de et broget, men ofte uklart billede af hendes liv, idet hensigten er dels at glorificere hendes egen person på bekostning af de mange, som hun følte uretmæssigt havde forsøgt at undertrykke hende, dels at skjule forsmædelige begivenheder i fortiden. Når hun indleder sin selvbiografi med at notere, at hun er født “tæt ved Ruinerne af Ravnsbye Slot” på Lolland, er det en romantisk omskrivning af det for perioden skammelige forhold, at moderen som 14-årig måtte gifte sig med en lokal gårdejer for at legitimere sit svangerskab.

 

Elisabeth Hansen voksede op som hjemmets midtpunkt hos sin velbjergede mormoder Anna Catharina Heye i Maribo. Under vejledning af en forsumpet degn studerede hun husets samling af gamle bøger på tysk, engelsk, latin og dansk, hvilket stimulerede hendes fantasi mere, end det bestyrkede hendes kundskaber. Da mormoderens nye ægtemand, en upålidelig tysk baron, rejste med alle pengene, blev EH sat i pleje hos lokale bønder, som udsatte hende for dårlig kost og hårdt arbejde og ydermere afhændede alle hendes værdier lige til det lange hår. Hun flygtede til Kbh., hvor hun blev hjulpet af forskellige fornemme folk, herunder en godsejer fra Lolland, som hun antyder er hendes rigtige fader. Som 14-årig kom hun i huset hos honnette mennesker i London, hvor hun hævder at have gjort indtryk med sit vid på digtere som R.B. Sheridan og Byron. Hun blev gift tre gange og fik to børn, men først ægteskabet med kaptajn Hans Peter H. i 1803 sikrede hendes livsvilkår. Sammen rejste de over det meste af Europa, indtil EH i 1820 vendte tilbage til Kbh. Hun arbejdede da som kunst brodererske og havde berøring med både det engelske og det danske hof; hendes portrætter, broderet i hår, af den russiske zar Aleksander 2. og andre kongelige blev udstillet i London, og et billede af Frederik 6. fra 1817 er nu i Frederiksborgmuseet. I 1830 fik hendes mand embede i Kbh. med et komfortabelt udkomme som bestyrer af Skipperlaugets mønstringskontor. Hans sygdom og død efterlod dog EH med gæld, og hun levede sine sidste år i små kår.

 

EHs hovedværk Dido og Don Pedro, 1821, er en melodramatisk kærlighedshistorie, der foregår i Spanien under Napoleonskrigene. Hovedtemaet er den forladte kvindes lidelse og vrede mod forføreren. Barndomsvennerne Dido og Pedro er blevet adskilt af en række misforståelser; da de genforenes, hengiver Dido sig til Pedro i den forventning, at ægteskabet er umiddelbart forestående, men han forlader hende til fordel for en forførerske. Dido må føde sit barn alene og dør kort efter som et offer til den dyd, hun har forbrudt sig imod med sin alt for naturlige kærlighed. Pedro begår selvmord, så hans “varme rygende Blod” strømmer ud over hendes grav. EHs fantasi og æstetiske sans stod ikke mål med hendes litterære ambitioner. Det spanske stof lånte hun fra en artikelserie i tidsskriftet Nyeste Skilderie af Kjøbenhavn, som hun selv bidrog til; artiklernes kritik af inkvisitionen og den katolske kirkes tyranni blandes i romanen på en stilistisk set ujævn måde med kærlighedshistoriens patos. Der er også betydelige og dårligt formidlede lån fra Hamlet, ligesom Didofiguren fra Vergils Æneiden er den antikke klangbund for hendes feministiske harme. Shakespearepåvirkningen er endnu kraftigere i den næste roman Thyras Datter Hulda, eller Londons Beleiring af de Danske, i det 11te Aarhundrede, 1827, hvor miljøet er Renæssancen, skønt tiden er 1000-tallet. Den englelige Hulda ofrer sig for at skabe fred mellem sin fader, den danske kong ◊Knud den Store, og sin elskede, en engelsk tronprætendent, men den spinkle handling glemmes ofte til fordel for genfortællinger fra de historiske kilder, diskussioner om asatro over for kristendom og anakronistiske betragtninger over Englands “Handel og Søfart, Agerdyrkning og Manufactur.”

 

Dido og Don Pedro blev kritisk modtaget med direkte henvisning til kønnet; i Literatur-, Kunst- og Theater-Blad, 1821, skrev ◊A.P. Liunge, at dansk litteratur nu havde fået sin “første Romanforfatterinde”, men at hun fremover burde holde sig til at brodere. EH svarede i forordet til Thyras Datter Hulda, at en god forfatter bør “studere Naturen og det menneskelige Hjerte, et Studium, som passer sig for enhver Stand og ethvert Kjøn.” EHs fiktive forfatterskab omfatter også romanen Edvard Adler, eller Skovfogdens Søn i Sønder-Skov, 1836, skuespillet Gil Blas af Santillane, 1834, som ikke blev opført, samt en række mindre digte. Herudover skrev hun en serie Strøtanker og artikler om det nyttige i at finansiere handel og søfart med statsobligationer.

 

Karen-Louise Gløet: Praktisk selvretfærdighed, forstillet selvforherligelse og dydig ubemærkethed, 1992. Lotte Thrane: Romanen der revnede, 1989. Dansk litteraturhistorie 1983-1985    

 

Lise Busk-Jensen

Tekstboks: Forfatteren Elisabeth Hansen ville det hele – belære menneskeheden, skrive opbyggelige og underholdende romaner, skildre fremmede lande, debattere økonomi, samfundsforhold og kunstens rolle. Det gjorde hun aldeles frygtløst, men med størst talent i sin rolle som journalist; hun havde udprægede evner for den levende detailbeskrivelse, ligesom hun havde en tør og intelligent humor, når hun var bedst. 
Anerkendelsen udeblev dog dér, hvor forfatteren allerhelst havde set den, nemlig af hendes romaner. Hun insisterede på, at kvinder også havde behov for at lære og udvikle sig intellektuelt. Dette budskab kunne hun imidlertid ikke sende direkte ud i romanform – hun reserverede det derfor til det billede af sig selv, som hun tilbød offentligheden. Den stædige styrke og egentlig mandlige adfærd, hun valgte, var enestående.
              Læs mere:  Nordisk kvinde litteratur historie

I Nordisk Kvinde Litteratur Historie kan du læse endnu en masse om forfatteren Elisabeth Hansen

Tekstboks: Fødenavn: Ane Lisbeth Hansen,  1774-1853 -  Forfatter

*22.10.1774 i Ravnsby, Birket sogn -  †23.12.1853 i København

Forældre: gårdejer Christen Olesen og Viga Anne Olsdatter (1760-82)
Første ægteskab ~1790 med Møller.
Andet ægteskab ~ Laurits Andreas Westlye. Ægteskabet opløst 1802.
Tredje ægteskab ~10.6.1803 med kaptajn Hans Peter Hansen, †26.5.1848 i Kbh.
Børn: Maria Catharina Amalie (1796), Petrus (1811). Plejebørn: Elisabeth Maria (tidligst 1826).
Forfatteren Elisabeth Hansen ville det hele....

 

Romantikkens Forfatterinder

står der flg. om Elisabeth Hansen:

 

 

Uddannelse, erhverv og civilstand:

 

 

Født uden for ægteskab, voksede op hos sin velstillede mormoder og undervist hjemme af en lokal degn med fri adgang til et bogskab med et par hundrede gamle bøger skrevet på tysk, latin, engelsk og dansk. I 1782 giftede mormoderen sig igen med en ubemidlet tysker, der kaldte sig baron de Holmer og efter to år rejste med alle hendes penge under påskud af at ville hjemtage en arv. De to børn blev derfor sat i pleje, Elisabeth hos lokale bønder.

 

Elisabeth blev gift første gang i 1790 med en mand ved navn Møller, muligvis fader til sin første datter Maria Catharina Amalie (f. 1796), gift anden gang med en nordmand Laurits Andreas Westlye - ægteskabet opløst i 1802. Gift tredje gang med skibskaptajn Hans Peter Hansen (1775-1848) direktør for bombebøssen (fonden af 1819 for gamle søfolk). De fik en søn Petrus født i 1811. I årene 1803-1821 rejste parret sammen i Europa. Efter at datteren var flyttet hjemmefra tog de plejedatteren Elisabeth Maria i huset. Efter Hans Peters død i 1848 giftede hun sig med Laurits Listøe Høyer. Udover forfatterskabet ernærede hun sig som kunstbrodererske. Frederiksberg Museet ejer hendes portræt af Kong Frederik II broderet med hår fra 1817.

»Hævet over det hele sidder Kristus på regnbuen med jordkuglen under sine fødder. Med den ene hånd peger han mod Himmeriges port, hvor Skt. Peter hjælper de salige over det sidste trin. Med den anden hånd støder han de fordømte fra sig, og de fortæres af Helvedes flammer. En gruopvækkende, men enkel og klar fremstilling af det, hvorom det hele drejede sig«, skriver Knud Liebgott i sin bog Hellige mænd og kvinder, 1982, om dommedagsfremstillingen på altertavlen fra Birket Kirke på Vestlolland, hvor Elisabeth Hansen blev døbt og konfirmeret.

Altertavle fra Birket Kirke, Lolland, skåret af Benedict Dreyer. Nationalmuseet

Forfatteren Lise Busk-Jensen, f. 1944 har skrevet artiklen om Elisabeth Hansen, som mener  at 1800-tallets mandlige kritikere ikke forstod forfatterinderne godt nok

Læs mere på politiken.dk/kultur

Om Lise Busk-Jensen

Mag.art i litteraturvidenskab fra Københavns Universitet, 1977.  Redaktør af det litteraturvidenskabelige tidsskrift K&K.  Litteraturforsker og tidligere lektorvikar ved Institut for litteraturvidenskab, Københavns Universitet.

Lise Busk-Jensen har skrevet flere artikler og bidraget til flere værker om litteraturhistorie samt Den Store Danske Encyklopædi

Elisabeth Hansen planlagde at oversætte A. von Tromlitz' Vielliebchen, hvorfra dette fine stik fra 1820'erne stammer. Her eksponeres romantikkens nye følsomme mand.

A. von Tromlitz: Vielliebchen, 1820

Det Kongelige Bibliotek

I Romantikkens Forfattere står der flg. om Elisabeth Hansen, f. Olsen

 

Moder: Viga Anne Olsdatter (1760-1782), datter af Anna Catharina Thorsing Stuart, der var af skotsk afstamning og gift med en slægtning til en general Heye. Mormoderen kaldte sig for Mme Heye. Viga var først gift med Christen Olsen, gift anden gang med Lars Rasmussen Plow.

 

Fader: Christen Olesen, gårdmand i Ravnsby, muligvis kun fader af navn. ”Den biologiske fader skulle angiveligt være Anna anden ægtemand Lars Rasmussen Plov, Christen Olesen skulle være død efter ganske kort tid”. (kilde: Trane  skriver i 1989 ovenstående citat ud fra   ”Selvbiografi”,  Hansen 1832a , 19).

Betydelige personer

 

Sognepræst

Hans Hansen

Langeland

 

Signe Stub

 

Martin Henningsen

 

Svend Grønlund

 

Nordahl Funch

 

Gunnar Stryhn

 

Ejnar  Dalsby

 

Walter Johansen

Lise Busk-Jensen

Guds mesterstykke

   Forside:       Om Arkivet:      Sidste Nyt:        Artikler:    Gårde:    Portrætter:     Slægtsforskning:      Kontakt                

Næste